April 2001
En lods skal kunne tåle sukker i kaffen
Gør lodserne frie og parate til at konkurrere med udlændingene, når de begynder at lodse gennemsejling i danske farvande, siger lods Ivar Svane, Kalundborg Lodseri, hvor lodserne tjener så meget, at Statsrevisorerne forarges. Vi har fulgt ham på en nats arbejde.
Hør radioversion
(4:30):
”How many spoon sugar? Milk? Or both?”
“No sugar, no milk, just black coffee”, beder Ivar Svane.
“Black coffee, pilot style!” bekræfter kaptajnen og giver beskeden videre på russisk til den ranglede mand i blå kedeldragt og rød sikkerhedshjelm, der tog imod ved gangwayen. Kaptajnen beder sig undskyldt. Der er stadig nogle papirer, der skal gøres færdige, inden vi kan komme af sted.
”Det bliver kaffe med sukker. Måske også mælk”, siger Ivar Svane. Han har allerede et klart billede af det skib, han skal lodse fra Statoil-pieren og ud i Kirkebugten i mundingen af Kalundborg Fjord, hvor det skal bunkre og laste færdig fra et andet tankskib.
Har filmet instrumenterne
”Burgas” er en panmax-tanker på 55.000 tons. Dimensionerne
er velkendte og ingen udfordring i forhold til den 15 meter dybe og 100
meter brede sejlrende, der fører fra Statoil-pieren og ud til fjordens
munding. Ski-bet er en snes år gammelt og velholdt. Men alderen ses
på instrumenteringen og anes på drejeskivetelefonen på
styrehusets maskinkontrolpult.
”Jeg har filmet instrumenterne, så jeg ved, hvor de er, når jeg skal bruge dem”, siger Ivar Svane. Han har også konstateret, at farten ved dead slow ahead opgives til 3,5 knob, altså maskinkraft lidt i underkanten. Det skal også tages med i betragtning.
”Coffee or tea?” Det er overstyrmanden, der spørger. ”Coffee, please. And black”, svarer lodsen igen. Styr-manden i den røde hjelm og den blå kedeldragt kommer med seks dåser Seven-Up i et plasticslæng og stiller dem ved et af vinduerne på styrehuset forkant.
Besætningen er på 26 mand - ”nok til at bemande to af de store blå”, konstaterer Ivar Svane. Skibet er bul-garsk, men besætningen er russisk, også kaptajnen med det armensk klingende navn. ”Sortehavsrusser”, siger Ivar Svane. Det kommer til at gå stille og roligt.
Lodsning er også diplomati
Lodsning er nemlig ikke bare navigation og manøvrering.
Det er også diplomati. Lodsen skal ikke bare for-stå det skib,
han skal lodse, han skal også forstå den kaptajn, han skal
lodse for. Nogle skippere træder bare tilbage og lader lodsen overtage
ledelsen. Andre holder fast i kommandoen og vil bare have lodsen bag sig.
”Mere jo længere østpå, man kommer. Asiatiske kaptajner må for alt i verden ikke tabe ansigt over for deres officerer eller besætning. Der er en magtdistance vi ikke har kendt herhjemme i 30 år”, siger Ivar Svane. Det må altså gøres med høflighed og delikatesse, når han skal have at vide, at han er i færd med at gøre noget meget dumt.
På forkanten af styrehuset i styrbords side står en tallerken bisquits og en foliedækket tallerken med en ostemad og en pølsemad til lodsen. Og så bliver kaffen serveret. Ivar Svane nipper til den. ”Godt med suk-ker”, siger han. ”Det er som det skal være”.
Marstallerdreng
Det er sent lørdag aften, faktisk midnat. Ivar
Svane har ventet på skibet siden i eftermiddag. ”Burgas” har lastet
fuelolie på Statoil, og det har trukket ud i flere omgange. Siden
først på aftenen har han siddet på lods-stationen og
ventet sammen med bådmanden, Henning Hansen, og den besøgende
journalist.
Ivar Svane har sejlet til søs siden han var 16 år. Han er marstallerdreng og tjente sin sejltid på gammeldags facon som dreng, jungmand og letmatros i Stærke-coastere, kun med en enkelt rejse som letmatros i ØK.
Han er selv skippersøn, men hans egen ældste søn er farveblind og må nøjes med at sejle i maskinen. Det er der også mere fremtid i, trøster bådmanden, Henning Hansen, selv udlært flymekaniker. Ivar Svanes mel-lemste søn betragter sin far som den sidste dinosaur, fordi han gider ligge og rode ude i et skib midt om nat-ten. Journalisten undlader taktfuldt at spørge til den yngste.
Ivar Svanes mening var, at han ville have sit eget skib, og han tog først sætteskippereksamen. Men efter nogle år gik det op for ham, at selvejerskabet ingen fremtid har i dansk skibsfart. Han vendte tilbage til navi-gationsskolen og fik sin skibsførereksamen. Seneste udmønstring var som skipper i Majbritt Terkol.
Så gik det som det gjorde med Terkol. Ivar Svane så det komme og indså, at det skulle være nu, hvis han skulle noget andet. Han kunne tænke sig at blive lods og gav sig til at ringe rundt til lodserierne. Tredje op-ringning gav bid. Kalundborg stod akut og manglede en mand.
En lille million om året
Nu kan han arbejde med det, han synes er det bedste ved
at være navigatør: at tumle store skibe på snæver
plads i trafikeret farvand, og endda have det som et landjob. ”Sådan
en rejse over Atlanten er der jo ikke megen udfordring i. Jeg har prøvet
det, og jeg savner det ikke”, siger han.
Men hvorfor er der så ingen kvindelige lodser? ”Fordi der står Mr. på det internationale lodspatent”, siger Ivar Svane og tænker sig om. ”Jeg tror, at det er fordi det tager så lang tid at optjene sejltid, nu hvor udmøn-stringen er 1:1. Kvinderne er gået i land forinden,” gætter han.
Ivar Svane er en af Danmark bedst betalte lodser. 921.416 kr. var gennemsnitsindtægten for lodserne ved det bedst betalende lodseri i Danmark i 1999, fortalte Rigsrevisionen i en rapport i januar. Rigsrevisionen und-lader diskret at sætte navn på, men Ivar Svane vedgår, at det er Kalundborg.
Det er for meget, mener statsrevisorerne. ”Vi kunne da også sagtens tjene mindre, hvis vi tog en mand mere ind”, siger Ivar Svane. ”Men det ville give højere lodstakster til skibene, fordi lodseriet ville få højere om-kostninger med grundløn og omkostninger til en mand mere.”
40 pct. af Ivar Svanes indtægt er grundløn, resten er provision. ”Det kan man da kalde resultatløn. Her er ingen dovne og ugidelige og næsten ingen sygedage. Havde vi ikke haft det lønsystem, havde vi sat os på bagbenene for længe siden. Så kunne en lodsning til Skagen nemt komme til at tage meget længere tid, for hvorfor skulle man så absolut skynde sig tilbage? Hvorfor kunne man så ikke lige så godt få sig en god nats søvn i Skagen, inden man vendte her tilbage til tørnen?”, spørger Ivar Svane.
Fire lodser
De er fire lodser i Kalundborg. To er på vagt,
en er på tilkaldevagt og en har fri. De vagthavende lodser skal kunne
stille ombord med en times varsel. De behøver ikke at sidde på
kontoret og vente, men Ivar gør det i aften af hensyn til den besøgende
journalist.
Han kigger på tavlen på væggen, hvor der hænger skilte med navnene på de skibe, der skal ud, og dem, der ventes. Hvis det trækker mere ud med ”Burgas”, ender det med at al trafikken skal afvikles på en gang.
”Kalundborg Lods, det er ”Danish Arrow””, lyder det på VHF’en. ”Vi er i havnehullet om en time.” Det er godt 22 lørdag aften.
”Vi skal være der”, lover Henning Hansen. Bådmanden på vagt passer også lodsstationen. Er han ude i bå-den, har han kontoret med sig i form af en mappe og en mobiltelefon. ”Vi må hellere få fat i Gert”, siger Henning og ringer til den anden lods på vagt.
”Når han kommer, må du ikke siger Farvandsvæsenet”, advarer Ivar. ”Så eksploderer han, og så skal vi hen og skrabe ham ned af væggene.”
Giv lodsning fri
Farvandsvæsenet har i det hele taget ikke megen
sympati i lodserierne, forklarer Ivar Svane med belæg i seks-syv
år gammel konsulentrapport. Det er den klassiske modsætning
mellem centralmagten og lokale, selvforvaltende enheder.
Der findes endda lodser, mener Ivar Svane, der kan se rapporten fra Rigsrevisionen i januar som endnu et forsøg fra Farvandsvæsenet på at få sin vilje med lodserne: ned i løn og helt ind under staten.
Ivar Svane har selv en anden vision: lodserierne skal liberaliseres og gøres helt fri af staten. Kvaliteten kan sikres, ved at lodserierne bliver certificeret lige som alle sektorerne af skibsfarten bliver det i disse år og som nabolandenes lodsvæsener er i færd med at blive det.
”Inden længe ser vi polske lodser i Storebælt. Så skal vi være frie til at kunne konkurrere i markedet. Og vi skal have frihed, så vi i god tid kan tilpasse lodstaksterne, så de ikke er tårnhøje i forhold til de andre i mar-kedet”, siger Ivar Svane.
”Vi sidder netop og taler om Farvandsvæsenet”, siger han, da Gert Rasmussen, den anden lods på vagt, træ-der ind ad døren.
Journalisten spejder lynsnart efter dækning, men eksplosionen udebliver. Tværtimod lyder Gert udsøgt ven-lig: ”Kunne du ikke tænke dig at søge jobbet som lodsinspektør?”
Til journalisten siger han: ”Rigsrevisionen siger, at vi tjener for meget i forhold til sammenlignelige fag-grupper. Men vi skal ikke sammenlignes med nogen som helst andre i land. Jeg kan jo ikke ringe til nogen af dem og bede dem om lige at komme herud og afløse med den næste lodsning.”
Så tømmer han et bæger kaffe og følges med bådmanden ud til ”Danish Arrow”.
Tre lodser lørdag nat
Mens de er væk, ringer agenten og varskoer ”Burgas”
til midnat. Det er samme ETD som ”Gerita”, der har været inde og
losse råolie fra Nordsøen. Og så er der ”FC Provence”,
der skal afgå en times tid senere.
Ude på Kirkebugten ventes ”Tervi”, der skal ind til Statoil og losse, og ”Saturus”, der skal på siden af ”Bur-gas” for at toppe hans last af fuelolie op, når han kommer ud på Kirkebugten.
Mens Ivar grunder over det, kommer Gert tilbage fra ”Danish Arrow”. ”Hvis du tager ”Burgas”, så tager jeg ”Gerita”. Og så må vi have fat i Jens til ”FC Provence”, siger Gert. Jens Stensballe er tredjemanden på til-kaldevagt. ”Men vent med at ringe til ham, til han er faldet godt i søvn!” formaner Gert Rasmussen bådman-den.
Og sådan bliver det, bortset fra, at klokken er kvart i to søndag morgen, da Ivar Svane giver ordrer til at lade trosserne gå, og ”Burgas” glider fra kajen med ”Egil” agter og ”Sigyn” for. For halve omdrejninger går det ud ad sejlrenden med de røde lys fra lodsbåden trofast ude om styrbord.
Det mest effektive lodseri
Ude på Kirkebugten ankrer Ivar ”Burgas” op. Kaptajn
Robert Azoyan siger farvel og tak og på gensyn. Når han har
lastet fra ”Saturus”, skal han lodses videre til Grenå.
Nede for enden af gangwayen, som kaptajnen har ladet fire ud af hensyn til den mindre adrætte journalist, venter Henning Hansen med lodsbåden. Hen sejler Ivar hen i ”Tervi”, der skal lodses ind til Statoil for at losse. Samtidigt er Gert nået ud og har ankret med ”Gerita”. Henning henter ham og derefter Jens på ”FC Provence”. Så sejler han Gert over i ”Saturus”, så han kan lodse ham på siden af ”Burgas”. Og så sejler lodsbåden tilbage til Kalundborg med Jens Stensballe og journalisten.
”Vi er Skandinaviens mest effektive lodseri”, siger Jens Stensballe. ”Intet skib skal vente på lods, og det kommer det heller ikke til. Ikke her hos os,” siger Jens Stensballe og hopper i land fra lodsbåden.