Marts 2000:

Bjarne er ynder af fred og ro

”Det er Røsnæs. Jeg har en tango mike oscar”, siger Bjarne Bjerregaard i telefonen. ”Det er oscar india tango sierra Palva for sydgående og 13 knob.” Bjarne kigger op fra journalen og ud på tankskibet, der glider forbi ude på vandet. ”Ja, han er nok på vej hjem”, siger Bjarne i telefonen og lægger på. ”Han er finne”, forklarer han og peger derud.

Bjarne Bjerregaard er 59 år og medlem af SiD som ansat i Farvandsvæsenet ved Røsnæs Fyr. Han sidder i det brune bræddehus med panoramavinduer til tre sider alleryderst på Røsnæs og holder øje med de skibe, der sejler forbi. Hvert skib bliver noteret og rapporteret til Søværnets Operative Kommando. Han kan se dem som farvede pletter på sin radarskærm på skrivebordet foran sig. Han kan se dem i sort/hvid video på computerskærmen ved siden af, også om natten med varmefølsomt kamera. Han kan slå dem op med navn, type og kaldesignal på en anden computerskærm på skrivebordet. Og han kan se dem i en kikkert så stor som to halve bazookaer på hjulstativ henne ved vinduet.

”Sådan en tidlig sommermorgen at sidde her og se det langsomt blive lyst. At se fuglene derude på vandet og ikke et menneske til at ødelægge det...” Bjarne Bjerregaard holder en tændstik over piben og suger ind, og duften af Sweet Dublin breder sig. Otte timer ad gangen sidder han i hytten på skift med fem kolleger. Der er vagt på Røsnæs døgnet rundt.

Da vindmåleren gik i bund
Bjarne kan bedst lide vagten fra midnat til otte morgen. Men den 3. december havde han vagten fra 16.00 til midnat. ”I en time stod vindmåleren i bund på 80 knob - omkring 40 meter i sekundet. Så slækkede det lidt op, og så begyndte det for alvor. Det var modbydeligt,” siger Bjarne Bjerregaard.

Det blæste så meget, at radarantennen ikke kunne dreje rundt. Vinduerne stod i en bue ind i rummet og store tjørnebuske blæste op fra skrænten og ind over hytten. Bjarne drejede stoleryggen mod vinduerne, så den kunne tage de flyvende glasskår, hvis ruderne skulle blæse ind. Det ruskede og buldrede i hele hytten og til sidst gik han ud i det lille te-køkken bag vagtrummmet og var klar til at krybe ud af vinduet der, hvis huset skulle blæse ned fra skrænten.

”Great Belt, this is oscar india tango sierra Palva”, lyder det fra radioen ved siden af skrivebordet. ”Palva this is Great Belt. Good afternoon sir.” Det er det finske tankskib, der nærmer sig Storebæltsbroen.

Længes ikke ud
Bjarne er for længst holdt op med at tænke sig ud på skibene, der sejler forbi derude. ”Jeg har været derude. Jeg har set det, og jeg ved, hvad ulemperne er”, siger han.

Han sejlede til søs fra han var 15 til han var 22. ”Da jeg havde været hele turen rundt en gang vidste jeg, at det ikke var noget jeg skulle gøre hele livet. Der er ikke noget ved at ligge ude på Persergolfen i 55 graders varme. Så vil jeg hellere sidde herhjemme på en bakketop og skyde en skovdue.”

”Derude er det de samme ting, der sker hele tiden, og der er de samme mennesker at snakke med. Her sker der noget hele tiden. Se nu edderfuglene derude på vandet. Lige nu høvler de nordpå. Og sidst på sommeren går det den anden vej. Og vandet lige her uden for vinduerne, det skifter hele tiden”.

Russere, raketter og oliesvin
Det rødmer under skyerne ude bag ved Samsø. Bjarne kigger på uret og drejer rundt på stolen og tænder en kontakt på væggen bag sig. ”Så er fyret tændt”, siger han. ”Det var for Farvandsvæsenet. Så er det Voldborgs tur.” Og Bjarne går ud til den hvide kasse med tremmerne og tænder lyset i den for at aflæse temperatur og barometertryk. Hver tredje time fortæller Bjarne og hans kolleger Meteorologisk Institut hvordan vejret er på Røsnæs.

Men først og fremmest sidder de der for at rapportere de skibe, der sejler forbi. Sammen med kolleger på udkigstationer på Skagen og Gedser og fire-fem andre steder i Danmark leverer de brikker til det puslespil, der viser, hvad der er af skibe i de danske farvande. Det er godt at vide, hvis der pludselig skulle dukke en olieplet op på vandet et sted. I den kolde krigs tid var det lige så meget den østeuropæiske skibstrafik, der var interessant.

”Man skal være opmærksom hele tiden”, siger Bjarne Bjerregaard. ”Jeg ville have det dårligt, hvis der skete noget, hvis der blev affyret en nødraket, og jeg ikke så det.”

Han nægter at kende til kedsomhed. ”Men man bliver nok lidt egen af at sidde herude. Man skal nok være ynder af fred og ro.”