August 2003

”Hello” og ”good morning” på engelske kanaler

”Jeg synes, der er meget med ”Hello” og ”Good Morning”” bemærkede Vibeke allerede den første formiddag vi sejlede med vores lejede narrowboat på Grand Union Canal, og det er der. Man hilser, når man passerer hinanden, og man hilser på folk, der færdes inde på stien langs kanalen. Ikke joggerne, de har for travlt og løberfra os, men dem, der bare går tur eller sidder og fisker.

Tempoet på de engelske kanaler er behersket. Det lærte vi straks vi forlod Napton Marina, hvor vi havde lejet vores narrowboat for den kommende uge. Vi var blevet instrueret i bådens brug og de elementære færdsregler på kanalerne (hold til højre!), og Donald fra Napton Narrowboats havde lempet båden ud fra sit leje og havde overladt rorpinden til mig og var sprunget i land. Jeg satte håndtaget på fuld kraft frem og mærkede motorens kræfter sitre i båden. På de andre både omkring os dukkede folk frem og vinkede, men det var med stive håndled og stramme miner: ”Slow down!”, og jeg lærte, at det gør man, når man passerer andre både, for ikke at de skal buldre mod bolværket og hugge i fortøjningerne.

Båden
En narrowboat er bygget på model af den klassiske engelske flodpram, der transporterede gods på de engelske kanaler trukket af en hest på trækstien langs kanalens ene bred. Den moderne narrowboat har de samme ydre mål: Ca. to meter bred – det er en god håndsbredde smallere end den smalleste sluse - og op til en snes meter lang. I stedet for lastrummet er der beboelse indrettet som en langstrakt og veludstyret campingvogn. Og i stedet for hesten er der en dieselmotor.

Selv om båden er lang, manøvrerer den forbløffende smidigt, selv ved små omdrejninger. Men den kræver fuld op-mærksomhed hele tiden. Kanalen er smal som en vej, og der er ikke noget med at slippe roret bare et øjeblik. Det havde jeg netop erfaret i praksis og herunder efterladt et kølvand, der kunne brække ryggen på en ål, da jeg så en afgrening til venstre på kanalen og et skilt, der pegede på den. Der stod Warwick.

Ruten
Vi ville sejle The Warwickshire Ring, en rundtur over Birmingham rundt om Coventry og tilbage. ”97 miles og 97 sluser”, sagde Donald i Napton med en mine, vi opfattede anerkendende. Men mod uret rundt for at gemme de fleste sluser til sidst. Skulle jeg nu dreje til venstre mod Warwick, eller skulle jeg fortsætte lige ud? J.M.Pearson & Sons Canalguide med kortskitser og rutebeskrivelser lå neden under i beboelsen. Der havde jeg glemt den i min iver efter at komme afsted. De andre var også dernede endnu i færd med at pakke ud.

”Skal vi dreje?”, råbte jeg ned til dem. ”Kom op med bogen”. Men så skulle der træffes en beslutning, og så drejede jeg, og så kom Peter op med bogen, og så så vi, at jeg skulle have fortsat lige ud. ”Vi vender, så snart vi kan”, berolige-de jeg, men en narrowboat er som sagt lang – 17 meter var vores, og det er mere end en normal kanal er bred. Lidt henne ad kanalen var det ligesom bredderne var gravet lidt ud. ”Vi prøver her”, sagde jeg, og styrede mod bredden til venstre, bakkede agterenden mod bredden til højre, gik fremad igen mod venstre bred og bakkede så agterenden ud i midten af kanalen igen. Det måtte blive The Warwickshire Ring med uret rundt og med fuldt sluseræs fra starten helle-re end at sidde fast på tværs af kanalen med enderne af båden begravet i hver sin bred.

Vi var to par om at leje båden. Dels for at dele de 1047 pund det kostede at leje den i en af årets næstdyreste uger, dels for at være flere om at bakse med sluserne. Og nu havde jeg altså drejet os lige ind i en hel stribe af dem. Den første sluse mødte vi allerede ti minutter senere. Vi sejlede helt hen til den og fortøjede, og gik i land for at tage overblik over situationen.

Sluserne
Vi skulle ned, og slusekammeret var allerede fyldt med vand. Elevatoren var altså på vores etage. Vi stemte imod den kraftige bjælke, der drejer sluseporten på sit hængsel, men vi kunne ikke mase den op. Jeg kiggede efter om der var et nøglehul til en lås et sted, da Peter satte håndsvinget på det lille spil, der åbner det spjæld, der lukker vand ind i slusen. Vandet i slusen steg de sidste ti centimeter, bjælken gav efter for vore kræfter, og sluseporten gled lige så stille op.

Når slusekammeret ligger åbent, må skipperen koncentrere sig. Dels om at styre den lange, smalle båd, så den glider glat og uden skrammer ind i det snævre rum. Dels om at undgå at lade sig distrahere af de associationer, det kunne give anledning til.

Peter og Else-Marie lukkede sluseporten efter båden og lukkede spjældet, så der ikke kunne løbe mere vand ind i slu-sen. Så gik de hen i den anden ende og åbnede spjældene, der lukker vandet ud af slusekammeret. De første omgange på håndsvinget var tunge at trække, men da strømhvirvlerne på overfladen neden for sluseporten viste, at der løb vand igennem, blev trykket på spjældene lettere. De sidste omgange på håndsvinget gik som ingenting. Elevatoren kørte ned så det næsten kildrede i maven.

Så kunne porten i den anden ende af slusekammeret åbnes, og vi kunne sejle ud. Peter og Else-Marie lukkede sluseport og spjæld og gik neden for slusen, hvor vi lå og ventede på at samle dem op. Og sejlede hen til næste sluse, satte dem i land og…

Efter et par sluser lærte vi rutinen: Besætningen går frem og gør første slusekammer klar og åbner sluseporten. Derefter går halvdelen af besætningen videre til næste sluse for at gøre den klar. Den anden halvdel bliver tilbage og lukker porten efter båden, lukker vand ud af (ned) eller ind i (op) slusekammeret, lukker båden ud af slusekammeret og går hen til næste sluse og gør det samme en gang til.

Skipperen sejler båden lige så stille fra sluse til sluse og sørger ellers med ror og motor for at holde båden på plads i slusen eller i venteposition foran. Det værste, der kan ske, er, at skipper uopmærksomt lader båden drive så tæt på bred-den, at han og båden filtres ind i en overhængende hyldebusk.

De andre
Og jo, så er der en ting mere: man deler med andre. Sluserne mellem Napton og Birmingham er så brede, at der kan ligge to både ved siden af hinanden, så det kan faktisk lade sig gøre. Det er også meget nemmere, forklarede Donald inden vi tog fra Napton, for så er der jo flere hænder ved håndsvingene. Og så sparer det på vandforbruget fra kanalerne til sluserne.

Det er også ganske hyggeligt at følges med andre gennem flere sluser. Man taler godt sammen, når man ligger side om side i slusen. ”Det er en god måde at holde fri på”, sagde en mand, vi fulgtes med op gennem sluserne ved Knowle. ”Så bestemmer man selv, hvem der skal vide, hvor henne man er, og så bliver man ikke overrendt af børn og familie.” Hans kvidrende kone gik oppe på sluserne sammen med Peter og damerne og bidrog med koket ubehjælpsomhed. De blev i Knowle, og det syntes Peter egentlig også var meget rart.

Folk pynter deres både med blomster på tagene og blomstermalede kander og tønder og med slotte i bjerglandskaber malet på låger og lemme. Mange bor i deres båd hele året rundt som Chrissy og hendes mand, der kunne se ud til at hedde George. De boede på båden ”Auriga” sammen med deres tre katte. Deres et hus i Oxford var lejet ud. George var pensioneret, men Chrissy arbejdede stadig på et advokatkontor i Oxford, så på arbejdsdage lå de der med båden.

Kanalerne

Når ikke man bakser med sluser, glider man bare gennem landskabet i gangtempo. Kanalen er som en kommunevej på landet, bare uden huller. Langs siderne er der levende hegn af tjørn og hyld og sommerfuglebusk gennemgroet af kaprifolie og snerler med blomster så store som trompeter. Sommetider også med træer så høje, at de danner tag over kana-len, så man sejler gennem en skov med sollyset sitrende gennem løvet. Andre steder løber kanalen oven på en dæm-ning, så man kan se ned på landskabet omkring sig.

Den rødblissede grønbenede rørhøne spanker uanfægtet i vandkanten eller på flydende grene og pikker efter føde. Ænder svømmer lidt mindre uanfægtede rundt med ællinger efter sig og er opmærksomme på bådene som mulige kilder til brødkrummer og ellers blot som konkurrerende trafik på vandet. En sidste ælling i en flok kommer ikke med rundt om stævnen, da andemor lige smutter foran båden. Ællingen formelig rejser sig og næsten løber på vandet for at komme foran båden og rundt om den til de andre. Den pipper mere og mere fortvivlet jo mere den sakker bagud. Til sidst går farten af den efterhånden som den indser, at den øvrige familie er tabt for stedse på den anden side af båden. Andemor ligger allerede langt bagude med de øvrige ællinger. Hun giver sig til kende med et par kraftige rap, og ællingen kan lettet forene sig med sin familie.

Bredderne

Langs den ene bred går trækstien, hvor hestene i sin tid gik og trak prammene. Den er offentlig som kanalen - kanalens fortov. Her går man tur, motionerer i løb eller på cykel. Eller sidder og fisker med stænger så lange, at de næsten når tværs over kanalen. Nogle af fiskerne hæver bare fiskestangen og råber, at vi bare skal sejle neden under.  ”Hvad fanger I?”, spørger vi og de nævner fiskearter, vi ikke kender navnet på. ”Hvor store har du fanget dem her?” spørger vi så, og de viser os lystfiskerfavnen. ”Sandt eller lystfiskersandt?”. ”Lystfiskersandt”, lyder svaret, og så er man uden for høre-vidde.

Kanalens anden bred er privat. I byerne har folk haver ned til kanalen med siddepladser, så man kan sidde ved kanalen og fiske eller bare hilse på bådene, der sejler forbi. Ved nogle af haverne er der også en bro, hvor beboernes egen båd ligger.

Vandet

Vandet ligner ikke noget jeg ville bryde mig om at spise fisk fra. Konsistens og farve er omtrent som kakao fra en varmdriksautomat. Manøvrerer man med skruen, kommer der mørkbrune striber på vandet, der viser, at bunden er mudret og ikke særligt langt nede. I vandet er der også andet end ænder og fisk. To kvadratmeter gråbrunligt langluvet gulvtæppe med gummieret bagside, for eksempel. Det fik vi i skruen på andendagen. Båden rystede og rørte sig ikke af stedet. Peter, der var dagens skipper, åbnede lemmen ned til skruen og stak hænderne ned i suppen. Ved hjælp af kni-vene i køkkenskuffen fik han skåret det løs og hevet i land.

Desuden talte jeg fire indkøbsvogne, en kummefryser, tre kegler til vejafmærkning, en polstret stol og et utal af plastik-flasker – samt naturligvis brugte kondomer. Men det var mest på vejen ind til Birmingham. Her er bevoksningen for-vildet og der flyder affald ned ad skrænterne fra de private grunde. Længere inde ligger nedslidte industribygninger med knuste ruder, graffiti og meterhøje buske voksende ud af murværket. Ved et idrætsanlæg i udkanten af byen stod et par knægte og vinkede til os. Vi vinkede tilbage og blev overdænget af småsten. Da besluttede vi, at her skulle vi bare igennem. Her ville vi ikke sove.

Nætterne

Man sejler ikke efter solnedgang. Til gengæld kan man lægge sig hvor man vil, bare man holder sig til den offentlige side af kanalen, den med trækstien. Når det blev aften, begyndte vi at kigge efter et godt sted at ligge – helst med udsigt til den ene side og læ af buske til den anden. Så sejlede vi båden ind til bredden. En sprang i land med den forreste fortøjning, slog en jernpløk i jorden og gjorde fast. Derefter den anden jernpløk i jorden og agterfortøjningen i land, og så stop for motoren, og det eneste, vi hørte, var lærkesangen.

De fleste aftener spiste vi på pub’er. De ligger med overkommelige mellemrum langs alle kanaler og som regel med egen fortøjningsplads på kanalbredden. Og ligger den ikke lige ved kanalen, er der altid mindst en pub i selv den mind-ste flække på ruten. De er som regel charmerende og ikke særligt dyre.

Et par aftener lavede vi også selv mad ombord. Køkkenet var veludstyret med gaskomfur, ovn, køleskab, køkkengrej og bestik til seks personer. I forlængelse af køkkenet var salonen med spisepladser og store vinduer til begge sider. Til natten var der til hvert par en dobbelt- ok, halvandenmandsseng. Det var jo en narrowboat, og der skulle også være plads til en gang, så man kunne kante sig forbi sengene. Mellem sove”værelserne” lå badeværelset med bad, toilet og håndvask. ”Men spar på toilettet”, anbefalede Donald inden vi tog afsted, og det gjorde vi gerne. Det er så dejligt friskt at stå op og lade sit nattevand i et levende hegn eller endda direkte i kanalens grumsede vand og så kravle ned under dynen igen.

Tempoet

Vi sejlede meget de første dage – så meget, at vi blev nødt til at indføre tvungen middagssøvn de sidste dage for at undgå at nå ruten rundt og tilbage til Napton før tiden.

Da vi kom tilbage, spurgte Donald os hvor lang tid vi ville regne med det skulle tage os at komme ned i det tempo, der leves på kanalerne. Jeg skulle lige til at sige ”vel en uges tid”, da Peter sagde: ”Tre uger”.

”Det tog mig to år”, sagde Donald. ”Den tur, I lige har taget, vil jeg være to måneder om. 97 miles og 97 sluser på en uge”, sagde han, og jeg kom i tvivl om det nu også var anerkendende.