Søfart, juni 2006
»Silva« endte i Esbjerg
»Silva« kom aldrig fra Esbjerg. 24. oktober 2003 blev den bjerget dertil efter havsnød i Nordsøen med en forskubbet trælast. I juni 2006 blev den skåret i stykker hos Smedegaarden Skibsophug.
Af de næsten tre år gik de første måneder med af prøve at få gjort »Silva« sødygtig. Ikke på grund af den skæve trælast. Den blev hurtigt losset og var nemt stuvet om. Men fordi »Silva« var mishandlet og forsømt.
Maskinen var svinet til i olie, mange af brandslukkerne virkede ikke, nødbelysningen fungerede ikke og hovedbrandledningen var læk flere steder. Og så manglede der certifikater, og søkortene var ikke opdaterede.
Søfartsstyrelsen var ombord flere gange, og hver gang dukkede nye ting op.
Også ITF havde bemærkninger til »Silva«. Besætningen var underbetalt og havde ikke fået hyre i flere måneder.
Da Søfartsstyrelsen endelig var parat til at udstede en midlertidig sejltilladelse, så »Silva« kunne gå til England og losse sin trælast og komme på værft, viste det sig, at livbådens motor ikke virkede og ikke kunne repareres.
Så opgav den russiske reder og lod skibet ligge, til havnen sendte det på tvangsauktion i slutningen af 2005.
Asbest og Alang
Det blev solgt til en indisk køber, men så opstod den næste tumult: Han ville nok bare sejle det op på stranden i Alang og få det hugget op, og det var farligt for det indeholdt asbest.
Det nævnte køberen dog ikke noget om, Men for en sikkerheds skyld satte miljømyndigheden - de var også Esbjerg kommune - en frist for, hvornår »Silva« skulle være sat i sødygtig stand, så den atter kunne gå i drift. Blev fristen overskredet, skulle skibet sælges til en anerkendt ophugger.
Fristen udløb 4. april. Aftenen før henvendte »Silva«s ejer sig til Smedegaarden Skibsophug og spurgte, om de ville overtage skibet til ophugning. Dagen efter blev aftalen udarbejdet og handlen indgået.
Fejl af Esbjerg
Prisen vil salgschefen, Morten Smedegaard, ikke oplyse. Men han antyder, at ejerskabet af »Silva« næppe har været nogen særligt god forretning for den indiske køber, når man tænker på alt det bøvl og arbejde og omkostninger han har haft på det.
- Jeg synes, det er en stor fejl af Esbjerg kommune først at lade havnen sælge skibet på auktion uden betingelser og så komme med betingelserne bagefter, siger Morten Smedegaard.
- Kommunen kunne sagtens have stillet den betingelse på auktionen, at skibet skulle hugges op på en godkendt facilitet. Det kommer vi selv ud for mange gange, når vi køber skibe til ophugning, siger han.
