Søfart, september 2006

Lise Lauritzen Loft på pension

Økonomi og effektivitet er ikke et mål i sig selv. Det er et middel til at opnå menneske lykke. Økonomi er en fortræffelig målestok for effektivitet og indsats, men den må underordnes menneskene.

Dette er Lauritzen-ånden, og den har Lise Lauritzen Loft arbejdet for i J. Lauritzens ejer og DFDSs hovedaktionær, JL-Fondet, siden hendes far, skibsreder Knud Lauritzen indsatte hende i fondets styrelse i 1977.

I 1999 trådte hun ud af styrelsen og blev i stedet medarbejder i fondet, hvor hun behandlede ansøgninger til de mange formål, fondet støtter. Hun lægger ikke skjul på, at disse seneste år har været hendes lykkeligste i forhold til fondet.

- Jeg har aldrig interesseret mig for forretning. Jeg ejer ikke det gen. Det er mennesker, medarbejderforhold, jeg synes er spændende, siger hun.

Lauritzen-ånden
Og fortæller begejstret, hvordan hun i fondet har været med til at støtte mange gode formål og hjælpe mange medarbejdere. For eksempel den medarbejder, der var kørt fast i sit job i indkøbsafdelingen. Medarbejderen ville hellere være socialpædagog. Fondet støttede, og medarbejderen blev socialpædagog og forlod rederiet.

- Jeg tror på, at det er til gavn for virksomheden, at medarbejderne føler, at der bliver vist interesse for dem. Og så mener jeg, at man godt kan udvise ganske almindelig medmenneskelighed, siger Lise Lauritzen Loft.

Ånden er nu moderne
Nu er Lauritzen-ånden blevet moderne i resten af erhvervslivet, konstaterer hun. Virksomheder, der vil holde på sine medarbejdere, ved, at de skal interessere sig for dem og støtte dem i at udvikle sig.

JL-Fondet støtter medarbejdere i at uddanne og udvikle sig, når det ligger ud over den almindelige efteruddannelse i de enkelte virksomheders eget regi. Fondet støtter også medarbejdere i særlige trangs-situationer.

Desuden støtter fondet kulturelle, humanitære og maritime formål. Her kan Lauritzen-ånden også aflæses i uddelingerne, som fondet foretog i 2005:
   1,5 mio. kr. til Højskoleforeningen for Rudolf Steiner Pædagogik,
   1 mio. kr. til Galathea 3-ekspeditionen,
   871.000 kr. til Børnefonden.
   500.000 kr. til Dansk Røde Kors og til Folkekirkens Nødhjælp, for lige at nævne de største.

Der var også 475.000 kr. til Hartvig-Møllers Fritidsskole - opkaldt efter Lise Lauritzen Lofts morfar, skolemanden Hartvig Møller, der introducerede spejderbevægelsen i Danmark med Knud Lauritzen som en af de allerførste spejdere.

Socialt engagement
Knud Lauritzen blev senere gift med Hartvig Møllers datter, Kirsten, og hendes ideer var med til at præge Lauritzen-ånden.

- Rederiet J. Lauritzen har jo altid været en del af mit liv. Det var det, vi talte om ved middagsbordet om aftenen, når far kom hjem. Og mor prægede diskussionen med sit stærke sociale engagement, fortæller Lise Lauritzen Loft.

Moderen lod også sit sociale engagement omfatte de tyske flygtninge, der kom til Danmark i slutningen af krigen. Ikke alle var lige så fordomsfrie. Lise og hendes søskende måtte finde sig i at blive kaldt tyskervenlige af deres klassekammerater.

Selv har hun engageret sig i mange formål - voldsramte kvinder i Grevinde Danners Stiftelse, fredsvagt med Human Rights March mellem Israel og Palæstina og Christiania for blot at nævne nogle.

- Jeg vil godt være med til at gøre verden til et bedre sted. Når man som jeg har levet et liv på solsiden, kan man godt give noget af det videre til andre.

- Og så møder man så mange engagerede og vidunderlige mennesker, der bare giver og giver uden at skulle have noget igen, siger Lise Lauritzen Loft.

Christiania
Christiania kom hun i kontakt med på grund af sin far. Han var nysgerrig efter at finde ud af, hvad denne fristad var for noget. Men han syntes ikke selv, han kunne tage der ud, så han bad Lise undersøge det og skrive sig en rapport.

Senere kom han der ofte. De var begge dybt fascineret af Christiania. Faktisk deltog Knud Lauritzen i en støttedemonstration for fristaden - den eneste gang han nogensinde har demonstreret på gaden, fortæller Lise Lauritzen Loft.

Selv deltog hun i Christianias regnbuehær som en af de røde, administratorerne. Hæren bestod af forskellige farver med forskellige typer af opgaver. En af dem var de blå, fortællerne. Deres opgave var at sidde med deres bajere på bænkene og snakke.

- Pointen var, at en regnbue omfatter alle farver. Ingen kan undværes. Det lærte mig meget om respekt og tolerance, siger hun.

I fondets styrelse
Det var Knud Lauritzen, der bad Lise Lauritzen Loft træde ind i styrelsen for JL-Fondet. Her havde han lagt alle aktierne i koncernens holdingselskab.

- Vi arbejdede godt sammen. Jeg forgudede min far. Og han kunne måske se, at jeg havde et engagement og nogle holdninger, som han godt ville have ført videre.

Hun var dog noget betænkelig. Ikke i forhold til sine fem søskende. Hun spurgte dem, og de støttede hende alle. Men i forhold til de erhvervsfolk, hun skulle sidde sammen med i styrelsen. Hvordan skulle en fødselspædagog kunne hamle op med dem?

- Men min far sagde bare, at man når langt med almindelig sund fornuft. Og så havde jeg jo også Lauritzen-navnet. Men der tog han fejl, siger Lise Lauritzen Loft.

Savnede indflydelse
Hun følte aldrig hun fik den indflydelse, hun burde have haft som repræsentant for den familie, der havde grundlagt rederiet og formuleret den ånd, det skulle drives i. Det var direktørerne og de professionelle, der tog magten.

Det blev ikke bedre af, at lange dele af perioden var nedgangstid. Da hun trådte ind i JL-Fondets styrelse, beskæftigede koncernen 14.000 medarbejdere og omfattede tre værfter.

- Jeg var med til Helsingør Skibsværfts 100 års jubilæum. Den ene efter den anden kom medarbejdere hen til mig og sagde: ”I må ikke lukke værftet”. Jeg stortudede hele vejen hjem til København, for jeg vidste jo godt, hvor det bar hen, siger hun.

- Værfterne skulle lukkes, der var ingen anden mulighed. Men når man gør det, skal man gøre sig klart, at det er en hel by, man rammer, siger hun.

Hun føler dog, at hun fra sin plads i styrelsen var med til at afbøde nogle af de værste skadevirkninger for de medarbejdere, der mistede deres arbejde med værfterne.

Ikke mere imod arv
I 1999 trådte hun ud af JL-Fondets styrelse og blev i stedet medarbejder i fondet. Hendes søster, Karen Lauritzen Bay, afløste hende på familiens plads i styrelsen.

Ingen af Knud Lauritzens børn har arvet nogen af aktierne. De ligger alle i JL-Fondet. Det var en fejl, mener Lise Lauritzen Loft nu.

- Jeg har altid befundet mig i den venstre halvdel af det politiske spektrum, og jeg har altid været imod arv. Men det er jeg ikke mere.

- Jeg ville godt have haft ejerskabet til kapitalen i fondet. Ikke for at bruge af pengene. De måtte gerne have været båndlagt. Men for at alle kunne vide, hvor magten lå, siger Lise Lauritzen Loft.

- Når den enevældige ejer forsvinder, bliver magten hjemløs. I stedet begynder direktørerne at kæmpe med hinanden om magten. Selv om de ingen anden adkomst har til den, end at de nu tilfældigvis lige er den virksomhed, de befinder sig i, og de kan gå et andet sted hen i morgen, hvor græsset er grønnere.

Politisk har hun også revideret nogle af sine synspunkter i årenes løb. I 1989 indså hun, at mennesket ikke kan forbedres, og at socialismen er en utopi. Den fører til magtkampe mellem funktionærer lige som i et fondsejet selskab. Hun meldte sig ind i Det radikale Venstre.

- Men ved det første valg efter jeg havde meldt mig ind, stemte jeg nu på SF, tilstår Lise Lauritzen Loft.