Søfart, august 2001

Landgangsbåd på Kerteminde Bugt
med olie og maling til russisk reefer

Ingolf Løth ringer op på mobiltelefonen. ”Har I set noget til ”Proliv Vilkitskoga” eller hvad det nu er han hedder”, siger han uden anden indledning. VTS på Sprogø ved tilsyneladende udmærket, hvem de har i røret. ”Jamen vi hører vel fra ham, når han når til kommunegrænsen”, siger Ingolf  og trykker slut på telefonen.

- Det er den røde streg på kortet her fra Hindsholm tværs over Storebælt til Jammerland Bugt. Er det ikke en kommu-negrænse? spørger skipperen på forsyningsbåden ”James”.

Det er søndag aften. ”James”, den forhenværende landgangsbåd med bovklap, ligger i Kerteminde klar til at møde ”Proliv Vilkitskoga” af Murmansk på Kerteminde Bugt med 15.000 liter smøreolie og tre paller maling.

- Jeg tror nok, de kan se det der nede på Sprogø, når det er os der ringer, siger Ingolf . Jeg ved i hvert fald, at de kender vores nummer, for det sker da, at de ringer og spørger, om vi ikke lige kan gå hen og se efter, hvis de har noget på rada-ren, der ikke selv har meldt sig. Og det gør vi da selvfølgelig, når vi er i området. Hvis vi fedter lidt for dem, kan vi så få dem til at hjælpe os, når der er et skib, som vi ikke kender det nøjagtige ankomsttidspunkt på. Så ringer de og var-skoer os, når han dukker op Så kan vi lægge os lidt, mens vi venter.

Ingolf  står i sit styrehus. På radaren ved siden af skipperstolen er tragten til at kigge i erstattet af en pude. Hen over rattet er lagt et tæppe. I hjørnet over kortbordet på agterkanten hænger et fjernsyn, hvor Helge Kjærulff-Schmidt i sort-hvid beder tjeneren om to glas portvin, så han kan drikke dus med Birgit Sadolin.

Ingolf  stiller sig ved kortbordet og gennemgår følgesedlerne til aftenens leverance. ”James” sejler for skibshandler Ove Wrist administreret af Alba Shipping i Aalborg. Men smøreolien i aften er fra FAMM under Texaco og Chevron, og malingen er fra Schierbeck. Det hænder også at udenlandske skibshandlere forsyner deres kunder i Storebælt ved hjælp af James.

VHF’en hvæser og brummer på engelsk. Det er ”Proliv Vilkitskoga”, der melder sig ved kommunegrænsen. – Good evening, svarer Sprogø og minder russeren om, at han er ventet på Kerteminde Bugt kl. 22.00.

- Så må vi hellere se at få fat på overstyrmanden, siger skipperen.

Kaptajn og overstyrmand
Men overstyrmanden står allerede på kajen med sin cykel. Han bor tre minutter på cykel fra havnen i Kerteminde, så han har tilbragt sin søndag eftermiddag  hjemme. Men nu er han tilbage og klar til næste tur på bugten. Overstyrman-den hedder Poul Erik Nielsen og er mønstret som bedstemand.

– Men når Ingolf kalder mig overstyrmand, så kalder jeg ham kaptajn, siger Poul Erik.

Sammen udgør de besætningen på James fire uger ad gangen. Derefter bliver de afløst af en anden besætning på to mand, og så har de fire uger hjemme. Sådan har de sejlet sammen i fem år, men de kan ikke huske om de har været uvenner.

- Vi har jo også et fjernsyn i kabyssen, og så kan jeg jo bare sætte mig der, forklarer Poul Erik.

De kan måske diskutere, hvad de skal have at spise, men det er mest for overhovedet at finde på, hvad det skal være. Skipperen laver maden, for han gider ikke vaske op. Det tager bedstemanden sig så af.

De har hver deres lukaf ombord. Skipperen bor tre trin ned fra styrehuset. Poul Erik  har lukaf ved siden af, men med indgang ude fra.

Inde på kajen er tankbilen med smøreolien kommet. Chaufføren dukker op i styrehuset og skipperen sikrer sig, at det er den rigtige last, han har med: to typer motorolie og en gang hydraulikolie, i alt 15.000 liter. Så kan vi laste og komme afsted.

Ingolf starter motoren og Poul Erik lader fortøjningerne gå. Skipperen bakker ”James” ud i havnen og sejler så bovklappen ind i en rampe i bolværket og firer den ned. Tankbilen bakker ombord. Den kan lige være der foran de tre paller med maling, der allerede står lastet på dækket.

Forhenværende landgangsbåd
”James” laster 100 tons, hovedsageligt på dækket. Men under dæk er der fire tanke til 75 tons ferskvand.  Den stikker kun 1,20 meter og er bygget som landgangsfartøj – til flodsejlads for den tyske hær, mener Ingolf. Det oprindelige styrehus var af plader og til at knappe op og lægge ned lige som på flodfartøjer. Den høje bygning med styrehuset agter har den fået bygget på i Danmark.

- Den er grim, erkender Ingolf, men uhyggeligt effektiv.

Også til andre opgaver end at sejle forsyninger ud på Storebælt. Den har sejlet til Barsø med en mobilkran, der skulle løfte generatoren på en vindmølle. Den har sejlet stilladser og materiel til Hjelm, da fyret der skulle repareres. – Vi løber bare op på stranden og slår klappen ned, forklarer Ingolf. Og den har samlet olie op i Grønsund. – Men det var heldigvis i vores friperiode.

Undervejs ud på bugten demonstreres formålet med puden på radaren og tæppet over rattet. Det er til hvile for skippers ben, når han sidder i sin skipperstol. Skibet styrer han med håndtagene til de to hovedmotorer, der driver hver sin skrue. Radarbilledet har han på dagslysradaren foran sig. Fjernsynet henne i hjørnet over kortbordet er nået til slutningen af TV-Avisen. Ingolf har fjernbetjeningen inden for rækkevidde og skruer op for lyden, så han kan få hele vejrudsigten med.

Skibschauffør
Nede på dækket går tankbilens chauffør og gør klar til at losse sin olie. Han har fundet flanger frem i forskellige typer, så han kan have en, der passer til rørene i det rusisske skib. Skulle ingen af dem passe, har han en universalkobling, der passer til alt. Han lægger slanger parat på dækket.

- Rigeligt, forklarer han. Hellere fire meter for meget end en halv meter for lidt, hvis skibene bevæger sig i forhold til hinanden.

Han hedder Find Sørensen. – Men de kalder mig Krølle, siger han og peger på sin blanke isse. Forsyningsturene med ”James” er det tætteste han kommer sin ungdoms drøm om at sejle til søs. Han havde faktisk hyre som koksmath hos J. Lauritzen, men han var under 15 år, og hans far ville ikke give sin tilladelse. I stedet kom han ud at tjene bønder. Sene-re blev han langturschauffør – det smagte da lidt af sømandsliv.

Oppe i styrehuset slår skipperen ned i fart. Vi er fremme på positionen i Kerteminde Bugt og vi kan se russeren på vej imod os. Der er god tid til det aftalte mødetidspunkt, og Ingolf synes ikke der er nogen grund til at gå længere ud for at møde ham.

- Han stikker ikke dybere, end han kunne gå helt ind til bøjerne uden for havnen, hvis det skulle være, siger skipperen.

En gang har de måttet opgive en forsyning, fordi skibet ikke ville gå ind i bugten til dem. Det var den 3. december 1999.

- Jo, det var da fuld storm, men det var af vest, så det blæste jo fra land. Der var ingen risiko ved at gå herind, forklarer Poul Erik.

- Så sagde vi til ham, at så måtte han vente med at få dit ferskvand til i morgen. Og det gjorde han, fortæller Ingolf.

Når det blæser af øst, sejler ”James” ud fra Kalundborg, og forsyningerne i Kirkebugten i Kalundborg Fjord. Ved ve-stenvind sker det fra Kerteminde i Kerteminde Bugt. Når der ikke er de store mængder, det drejer sig om, og vejret er ordentligt, kan det foregå under fart for små omdrejninger. Men for det meste ankrer skibene op.

Papirarbejde
Russeren er nu nået ind på positionen, og en støvsky rejser sig i dækslyset på bakken, da han lader ankeret gå. ”Proliv Vilkitskoga” er et fryseskib fra 1977 bygget til at hente fisk fra de sejlende fiskefabrikker. Vi går på siden, og chauffø-ren konstaterer, at skibet er lastet så dybt, at det bliver nemt at pumpe olien derover.

Poul Erik lægger stropper på den første palle maling, og i styrehuset betjener Ingolf den trådløse kontrolboks til kranen i ”James”s bagbords side og hejser slænget op på dækket af russeren.

Da den sidste palle maling er langet over lønningen, slænger Poul Erik en rygsæk med følgesedler og toldpapirer på ryggen og lægger en aluminiumslejder fra dækket agten for styrehuset på ”James” til siden af russeren. Han råber til et par af besætningsmedlemmerne om at komme og holde ved og kravler op.

I kahytten hos kaptajn Yury Aksenich giver Poul Erik ham kuverten med følgesedler og forelægger ham toldpapirerne. Der er sat sorte krydser i de felter han skal udfylde.

”Proliv Vilkitskoga” er på vej fra USA til St. Petersborg med en last frosne kyllinger. Men kaptajnen er ikke vant til disse farvande, han plejer at sejle på Stillehavet. Så han kendte ikke på forhånd til denne mulighed for at blive forsynet på vejen gennem Storebælt.

- Toldkontoret i Odense vil have toldpapirer hver gang, forklarer Poul Erik. Afgangs- og ankomsthavn, last og behold-ning af toldpligtige varer som spiritus og tobak. Også selv om det så bare er tre søkort, vi rækker over, så vil de have toldpapirer.

Blandt papirerne, som kaptajnen skal stemple, er en kuvert med russiske frimærker adresseret til en herre i Wisconsin, USA – en lille specialservice for en amerikansk frimærkesamler.

- Nu er brevet posted  on the high seas, forklarer Ingolf. Så smider vi det i postkassen, når vi kommer i land, og så bli-ver det stemplet og behandlet som hvis der var danske frimærker på. Og så er det vist meget værd blandt frimærkesamlere.

Hjem til Kerteminde
Fem minutter i midnat er den sidste olie pumpet over. Slangerne bliver koblet af og kvitteringer for leverancerne bliver firet ned til ”James” i kasteliner. Poul Erik lader fortøjningerne til ”Proliv Vilkitskoga” gå, og Ingolf skubber håndtage-ne til begge motorer frem og stævner tilbage mod Kerteminde.

Han er gammel selvejerskipper. Tre småskibe har han haft og ført. Men til sidst skulle han have for mange penge med på arbejde, og så holdt han op. Skipperhyren på ”James” har han haft i godt fem år. Og han længes aldrig efter at følge ud i verden med nogle af de skibe, som han er med til at forsyne.

- Bare tænk dig om en måned, når det er kuling og koldt, og der kommer sådan et læs jern inde fra Rusland, der skal over Nordatlanten. Så er det meget, meget dejligt, at vi skal til Kerteminde, siger Ingolf Løth.