Søfart, september 2005

EOS var med til at gøre
Esbjerg til offshore-by

Mere end 6.000 af Esbjergs 46.000 arbejdspladser findes i offshore-industrien - mere end hver ottende. Det er mange år siden offshore overhalede fiskeriet som Esbjergs vigtigste erhverv, fortæller byens erhvervschef, Tom Nielsen.

- Du kan se det, når du blader lokaltelefonbogen igennem, siger Henning G. Kruse. Afsnittet om offshore fylder 37 eller 38 sider.

Det er en tilstand, han selv har sin store andel i. Henning G. Kruse stiftede for 25 år siden Esbjerg Oilfield Services, og var derefter med til at stifte en stribe af andre virksomheder, der alle havde til formål at yde lokal service til offshore-industrien.

Kontrakter med alle
EOS selv har nu servicekontrakter med alle operatører på Nordsøen og beskæftiger 600 medarbejdere. To tredjedele af dem arbejder på platforme ude til søs.

De 600 medarbejdere vil langsomt blive til flere i løbet af de kommende år, vurderer Henning G. Kruse, når han ser på de aktiviteter, der er planlagt i Nordsøen.

- Men vi ved det jo ikke. Vi skal jo først vinde ordrerne, siger han.

Det var samlingen af platformen på Gorm-feltet i 1980, der startede Esbjerg Oilfield Services. Fred. Olsen UK bød på opgaven, men skulle bruge dansk arbejdskraft. Det krævede projektet, for det var en betingelse for regeringens godkendelse. Om Henning G. Kruse kunne hjælpe med det?

Da havde han været chef for DUCs baseaktiviteter i Esbjerg siden 1972 - det år Dan-feltet gik i produktion. Han havde i den egenskab mange gange efterlyst lokale virksomheder, der kunne levere til offshore-virksomheden, så man ikke altid skulle hente dem andre steder omkring Nordsøen.

Selvstændig i 1979
I 1979 gjorde han det selv. Han sagde op hos Danbor Service A/S, som nu drev A.P.Møllers baseaktivitet i Esbjerg, og etablerede sammen med en kollega virksomheden Dogis. Den fik agenturer for nogle af de tunge leverandører til offshore-industrien, og den eksisterer endnu.

Men året efter forlod Henning G. Kruse Dogis. Han og partneren, Søren Hygom, blev enige om at gå hver til sit. Kort efter kom Fred. Olsen-selskabet AOC International og tilbød Henning Kruse et joint venture om hook-up-opgaven på Gorm-feltet, hvis han kunne skaffe den danske arbejdskraft.

Det startede han Esbjerg Oilfield Services til, og det lykkedes. Ikke alene at få de forskellige elementer bygget sammen ude på Gormfeltet til både kundens og partnerens tilfredshed. Men også at gøre dygtige offshore-arbejdere ud af de danskere, han havde hyret til opgaven.

- Danskerne var flittige, og de kom hurtigt efter det, siger Henning Kruse.

Ny beskæftigelse
Inden Gorm-feltet var færdigt, havde danskere afløst udlændinge på lige knapt en snes af formandsjobbene.

Da arbejdet var færdigt, stod EOS med et hold medarbejdere, der kunne det, der skal kunne for at arbejde offshore. I stedet for at give slip på dem alle, gav Henning Kruse sig til at finde andre opgaver til dem.

Han købte værftet, Esmadan, der var økonomisk nødlidende. Her kunne EOS selv bygge de konstruktioner, der skulle bruges på Nordsøen.

Værftet kunne også bygge skibe - 16 er det blevet til indtil nu. Det er blandt andre fire færger til den danske ø-trafik - heraf to Ærø-færger - og Farvandsvæsenets Poul Løwenørn.

De seneste år er der dog ikke blevet bygget noget nyt. EOS har som alle andre danske værfter mærket konkurrencen fra andre og billigere lande. Men i de seneste år, hvor værftskapaciteten er blevet knap, har der dog været forespørgsler, fortæller Henning Kruse. Men det er ikke blevet til mere, og det har også knebet for EOS med kapaciteten.

Esvagt med mere
En af EOS' første værftsopgaver var at bygge trawleren »Akaroa« om til »Esvagt Alfa«. Det var for Esbjerg Vagtskibsselskab A/S, som Henning Kruse også var med til at etablere i 1981 sammen med fiskerne Ole Andersen og Kent Kirk med en tredjedel til hver.

Henning Kruse var også med til at etablere andre virksomheder, der hver bidrog med sit til at Esbjerg er den indiskutable base for de danske offshore-aktiviteter.

Boliger til gæstende oliefolk har han også været involveret i. Det var Britannia Apartments med 16 lejligheder. Og en international skole til de udenlandske oliefolks børn.

Skolen blev etableret i 1982. Men i 1990 var der så få udenlandske oliefolk med børn i byen, at der ikke længere var grundlag for skolen, og så lukkede den. Heller ikke boligkomplekset var der længere behov for, og det blev solgt som ejerlejligheder.

Travlhed og stilstand
Efter hook-up-opgaven på Gorm-feltet fik EOS en ny kæmpe-opgave på Thyra-feltet i 1983. Det var smedearbejdet - det sorte - der på et tidspunkt krævede 1.000 mand i gang. Det var EOS' hidtil største opgave. Siden har der været perioder med mindre aktivitet.

Undervejs har Henning G. Kruse selv fået ejerinteresser i Nordsøen. Han har fire pct. af aktierne i Denerco, der deltager i adskillige licenser i den danske del af Nordsøen og også i nogle i den tyske og hollandske del.

Med høje oliepriser og masser af projekter hos selskaberne på Nordsøen er EOS i gang med en ny storhedstid. Af 600 medarbejdere er de 400 i gang på forskellige felter på Nordsøen. Typisk som hovedentreprenør og selv udførende det sorte arbejde - det, der kræver svejsning og arbejde i stål. Det øvrige arbejde hyrer EOS underentreprenører til.

De 200 medarbejdere er beskæftiget hjemme med at producere mindre konstruktioner til platformene - dæk, rørkonstruktioner og lignende.

- Vi er nok de eneste her i Esbjerg, der kan løfte større opgaver, siger Henning G. Kruse.

Trapper ned
Han er stadig administrerende direktør for EOS, men Jens Husted fungerer som daglig leder. Henning G. Kruse er så småt begyndt at trække sig tilbage fra den daglige drift. Sine ejerinteresser har han samlet i selskabet Henning G. Kruse A/S. Med domicil i Esbjergs flottest beliggende hus på Sædding Strand lige nord for de fire store mænd, der sidder og kigger ud over havet.

Jørgen T. Madsen, Søvejen 11, 4490 Jerslev Sj. - Tlf. 59 59 56 58 - fax 59 59 56 51 - m@dsen.info