Søfart, februar 2005

Sø-, brand- og redningsfolk
i Crown of Scandinavia

Overstyrmand Søren Westerskov og kaptajn Freddy Damgaard sidder i hver sin stol på broen af »Crown of Scandinavia« mens Oslofjordens sneklædte skærgård breder sig ud foran dem. En alarm som et udrykningshorn lyder, og overstyrmanden rejser sig og går om til pulten bagved dem.

- Brandalarm i kabine 5719, siger han i walkien.

- Sådan en har vi næsten hver dag på det her tidspunkt, forklarer han. Folk har været i bad og glemmer at lukke døren til baderummet, og så trækker dampen ud og starter brandalarmen. Men der må ikke gå ”Peter og ulven” i det. Vi skal tage alarmen lige alvorligt hver gang.

Halvandet minut senere skratter det i højttaleren fra vagtmanden:

- Det var en bader.

- Det var en bader, melder Søren Westerskov videre.

Selv har han kun oplevet en brand ombord i de knapt fire år, han har sejlet med skibet. Det var i en affaldsskakt, hvor der var gået ild i noget papir. Sprinkleren til at rense skakten med blev startet, og så var den brand slukket.

Sikkerhedsvagten
I en vagtstue bag informationsskranken - undskyld: Guest Service Centret sidder sikkerhedsvagten, tre mand hver nat. Her kan de holde øje med overvågningskameraerne overalt i apteringen.

To af dem tørner til kl. 22.00, når servicemedarbejderne i informations... Guest Service Centret skejer ud. Den ene passer skranken og hjælper de passagerer, der henvender sig - med en søsygepille, for eksempel, selv om man kun lige kan mærke, at skibet sejler.

- Det er der næsten hver gang en, der kommer og beder om, selv i det bedste vejr, fortæller Dan Møller, der har sejlet vagtmand på ruten i mere end ti år.

Mens den ene af sikkerhedsvagterne passer skranken, ronderer den anden hele skibets indre med undtagelse af maskinrummet, som maskinbesætningen selv tager sig af. Det tager en time, og de to vagtmænd ronderer på skift en gang hver time. Tre gange hver nat kommer hver af dem hele skibet rundt.

Brandvagt
- Vi holder øjne, øren og næser åbne, siger Dan Møller, der har Søfart med på en rondering. Med næsen lugter han efter røg i apteringen og efter benzin på vogndækket.

Han ser om skiltningen med flugtveje er i orden. Den er et hyppigt offer for souvenirjægere, der lige kan bruge et skilt til at hænge over ungkarlesengen. Han ser om ildslukkerne er på plads og i orden, eller om de har været brugt til selvbestaltede og uautoriserede brandslukningsøvelser. Og han noterer, hvis glasruden foran en reservenøgle eller et nødhåndtag har været for stor en fristelse for en forbipasserende og er smadret.

I gangen foran et af passagerkamrene på dæk to står en klapvogn.

- Det går ikke, siger Dan Møller. Den kan risikere at spærre gangen for dem, der bor i kamrene på den anden side, hvis det brænder.

Han tager klapvognen med sig op til depotrummet ved vagtstuen. Så kan beboerne i kammeret bag døren hente den der, når de i morgen henvender og ikke kan finde deres klapvogn.

Fest og ballade
På dæk seks lyder det lidt for festligt fra et kammer et stykke nede ad gangen. Døren står åben, og der er fyldt med unge mennesker. Dan Møller stiller sig i døren.

- Jeg vil gerne bede om ro, siger han med hævet røst, og de unge mennesker i rummet opdager, at der står en hvidskjortet mand i døren. Larmen daler langsomt.

- Her er andre mennesker, der gerne vil sove, og I forstyrrer dem. Skal der festes, må det foregå i diskoteket eller Columbus Club, siger Dan Møller, og festen opløses langsomt.

- Myndigt, men ikke provokerende, forklarer Dan Møller sin metode.

Omkring midnat tørner den tredje af vagtfolkene til. Det er på den tid, at festlighederne kan risikere at blive voldsomme, og der kan blive brug for ekstra håndkraft til at tøjle de mest aggressive.

Aggressive og voldelige passagerer er en sikkerhedsrisiko, der skal håndteres professionelt. Det samme er passagerer, der ikke helt kan overskue rækkevidden af deres handlinger - måske fordi de har benyttet sig for rigeligt af de billige drikkevarer ombord.

Falder de i søvn med en tændt cigaret, bliver de dog hurtigt opdaget af røgmelderne på alle kamre. Her er tobaksrygning forbudt overalt. Prøver man at snyde og skrue røgmelderen løs, alarmerer den med fejl, og så er virkningen den samme.

Ni sting i en fod
Ved halvettiden kommer en mand og fortæller, at hans kone har fået en flænge i foden. Hun er kommet til skade i brusekabinen. Hvordan det er gået til, står lidt uklart. Noget kunne dog tyde på, at hun næppe har været helt alene der inde og at der er foregået andet end kolde afvaskninger. Hun har i hvert fald fået foden ud under skærmen omkring brusekabinen og har revet en flænge i vristen.

Kaptajn Freddy Damgaard bliver purret og kommer på broen og overtager sejladsen. Derefter går førstestyrmand Mads Meinertz ned til patienten på hospitalet og syr flængen med ni sting.

Kort efter er det en astmapatient, der har problemer, der kræver et opkald til Radio Medical. Her fra foreslår man noget medicin, som patienten kan få, og det hjælper. Og kaptajnen kan atter tørne ind og få sig et par timers søvn, inden han skal sejle skibet i havn.

Redningsøvelser
En gang om ugen mønstrer hele besætningen til båd- og brandmanøvre. De besætningsmedlemmer, der er overtallige i forhold til sikkerhedsbesætningen, figurerer som passagerer. En kan have brækket et ben og en anden kan være i vild panik. Og alle går til øvelsen med alvor og energi.

- Ser jeg nogen, der står og får en smøg, eller taler i mobiltelefon eller bare ikke lever ordentligt med, så får de en opsang, siger overstyrmand Søren Westerskov.

- Det er sikkerheden, der er vores vigtigste opgave. Vi er ikke bare søfolk. Vi er brandmænd og redningsfolk.

Alle besætningsmedlemmer har en grundlæggende sikkerhedsuddannelse, der omfatter brandslukning livreddende førstehjælp og elementær crowd control.

- Ikke den store, men nok til, at de ved, hvad de i hvert fald ikke skal gøre, og til at de får afprøvet, hvad de kan gøre.

Skibets driftsbesætning på 24 mand har til opgave at tage sig af den skade, der truer skibet: at slukke brand og at reparere skader. De 72 medlemmer af cateringbesætningen, der indgår i sikkerhedsbemandingen, skal tage sig af at få alle passagerer ud i åbent område.

- Dog ikke altid. Er det en mindre brand, vi har kontrol over, samler vi dem måske bare i Columbus Club og byder dem på en kop kaffe, så de får en god oplevelse. I modsætning til at de skal stå ude og fryse på dækket og bagefter gå hjem og fortæller, hvordan skibet var lige ved at synke, siger Søren Westerskov.

Helst ikke evakuere
Sikkerhedsbesætningen skal også hjælpe passagererne med at evakuere skibet, men det er der ingen, der regner med vil ske. Det er en meget risikabel opgave at undsætte 2.000 mennesker over åbent hav. I stedet hylder man princippet, at skibet er sin egen bedste redningsbåd.

- Skibet er meget sikkert, og vi er udstyret til at klare alle problemer selv - at slukke brande og reparere skader. Siger kaptajn Freddy Damgaard. Jeg kan ikke forestille mig en situation, hvor vi skulle blive nødt til at evakuere skibet.

Alligevel bliver der sat redningsbåde i vandet ved hver øvelse. Princippet er, at alle både skal have været i vandet i løbet af en måned. Når de er i vandet, bliver der sejlet med dem og motorerne bliver kørt ordentligt igennem. Og om sommeren, når vandet er varmt, ender det ofte med, at nogen hopper ud og tager en badetur.

Forskelligt fokus
Det er overstyrmanden, der har ansvaret for at arrangere redningsøvelserne. Han sørger for, at de har forskelligt fokus fra gang til gang. Men han prøver også at få andre af besætningsmedlemmerne til at arrangere øvelser.

- Så er det ikke begrænset af min fantasi, hvilke situationer, vi kan øve. Og så kan jeg også blive overrasket og komme ud i situationer, jeg ikke selv har planlagt, siger Søren Westerskov.

Han husker sådan en øvelse, der handlede om, at der slap ammoniak ud på vogndækket - et farligt gods, der overhovedet ikke må komme ombord. Her skulle de så finde ud af, hvor farligt stoffet var, og hvordan det skulle behandles og på den baggrund beslutte, hvordan passagerer og skib kunne beskyttes.

Forlis på Sydpolen
Branden i affaldsskakten er den mest dramatiske oplevelse, Søren Westerskov har haft i »Crown of Scandinavia«. Men han har prøvet et forlis.

Det var som styrmandsaspirant med »Nella Dan« ved Antarktis den 3. december 1987. Det var en lørdag aften. Besætningen havde lige sat sig til at skulle se video, da skibet tog bunden og sprang læk.

Der så han besætningen gå ud og indtage deres poster ved bådene, selv om hele skibet var sølet til af fuelolie, der blev presset op af alle ventiler af det indtrængende vand. Og han så en matros gå hen til en passager, der var i fuld gang med at sætte en redningsbåd ud til luvart, og tage håndfast om ham og flytte ham til siden. På en måde, så en anden passager, der var ved at gå i panik, faldt til ro.

- Der lærte jeg, hvad træning og disciplin betyder. Og jeg så crowd control demonstreret i praksis, siger Søren Westerskov. Og så lærte jeg, at jeg godt kan.

Alle kom i land med amfibiefartøjer, men Nella Dan forliste.