Søfart, november 2005
BUKH er blevet til Callesen,
og Callesen er blevet til BUKH
Man kan stadig købe en ny Callesen-motor. Og måske er der en på vej til Frankfurt an der Oder i det østlige Tyskland, hvor et ud af tre søsterskibe skal have ny motor. De to andre har Callesen-motorer. Men ellers er det seks år siden, nogen sidst har købt en ny Callesen-motor. Det var i 1999, og det var til fiskerfartøjet »Anders Nees«.
- Callesen er dyrere end de hurtigtgående motorer. Til gengæld er Callesen meget billigere i vedligehold, for vores motor holder meget længere, argumenterer Søren Christiansen, ejer af og administrerende direktør for Aabenraa Motorfabrik. Og han konstaterer, at rederne læggere mere vægt på den øjeblikkelige pris til indkøb end på den fremtidige udgift til vedligehold, når de skal vælge motor til et skib.
Den lange holdbarhed ser han på, at en Callesen-motor gerne er 20 år gammel, inden de ser den igen på Aabenraa Motorfabrik til større overhalinger. En motor havde kørt i 47 år, inden de så den igen i Aabenraa.
350 motorer i drift
Der kører stadig omkring 350 Callesen-motorer rundt omkring i verden. Så mange af dem har fabrikken kontakt til med reservedele og større vedligeholdelsesarbejder.
Og sådan kunne fabrikken have fortsat en tid, til der ikke var flere Callesen-motorer tilbage, hvis ikke det havde været for BUKH.
I 1995 ville A.P.Møller-koncernen ikke mere. Motorfabrikken BUKH tjente ingen penge, og der var ikke udsigt til, at den kunne komme til det i BUKH-motorens lille niche, som er livbådsmotorer. Motorfabrikken BUKH lukkede, og BUKH motoren kom til Aabenraa Motorfabrik.
Her gjorde den til gengæld, at Abenraa Motorfabrik stadig er en motorfabrik og ikke kun et motorværksted. Lige nu er det BUKH, der udgør den samlede motorproduktion i Aabenraa.
60 pct. markedsandel
Det går endda fint. BUKH har i de senere år udvidet sin andel af SOLAS-markedet, altså fremdrivning af livbåde. Den har i mange år ligget over halvdelen, men nu nærmer den sig 60 pct.
- Hellere en stor fisk i en lille dam end en lille fisk i en stor dam, siger Søren Christiansen.
Han og hans kone overtog Aabenraa Motorfabrik fra Callesen-familien i 2003. Et familieejerskab blev afløst af et andet, det var vigtigt for sælgerne.
Men også for Søren Christiansen.
- Jeg ville gerne have mit eget og kiggede mig om efter en teknisk betonet virksomhed med udviklingspotentiale, og det fandt jeg her. Det er her, jeg skal bruge resten af mit arbejdsliv, siger Søren Christiansen.
Kystfiskerbåde
Et udviklingstrin er nye markeder for BUKH-motoren. Det kan være kystfiskeri ved de indiske kyster. Her er Aabenraa Motorfabrik nu i færd med at levere en prøveordre på 20 motorer. Går det efter hensigten bliver det til en leverance på i alt 200 motorer.
De bliver leveret som led i et udviklingsprojekt for kystfiskere i Sri Lanka. Her kommer den klassiske BUKH-motor til sin fulde ret. Den er dyr i indkøb, men det får fiskerne støtte til. Til gengæld er den robust og billig i drift, og det er det, som fiskeren selv skal betale for. Og så er den enkel i konstruktionen og derfor nem at reparere og vedligeholde i et fattigt land.
Steyr og Farymann
Den to eller tre-cylindrede BUKH-motor er midterstykket i Aabenraa Motorfabriks program for mindre motorer. I den store størrelse er der østrigske Steyr med fire til seks cylindre. Den sælger Aabenraa Motorfabrik under navnet Bukh+Steyr SOLAS til større og til hurtiggående redningsbåde.
I den lille størrelse er der den encylindre Farymann. Den produceres af Bukh-Farymann Diesel i Lampertheim i Tyskland. Den fabrik købte Aabenraa Motorfabrik i januar 2004. Den ligger nemlig i hjertet af Tysklands motorindustri midt mellem Frankfurt og Stuttgart.
Udvikling
Her er Europas største koncentration af motoringeniører, og her er adgang til Europas bedste ekspertise i motorkonstruktion, Derfor bruger Aabenraa Motorfabrik Farymann fabrikken til udvikling af sine motorer.
Det gælder også BUKH-motoren. Udviklingen af den er flyttet til Tyskland. Den kan for eksempel godt gøres lettere ved at nogle af delene laves i aluminium. Og så kunne den også godt have en lavere indbygningshøjde mener Søren Christiansen.
Udvikling af Callesen
Selv om Callesen-motoren ikke var det første, Søren Christiansen kastede sig over, da han overtog Aabenraa Motorfabrik, skal den også udvikles og have en fremtid.
Den skal moderniseres og gøres billigere, og her skuer Søren Christiansen mod øst. Ideen er at finde en partner i Asien, som vil gå med i en joint venture om at producere motoren - eller i hvert fald dele af den, og gøre det billigere, end det kan lade sig gøre i Danmark.
Propellere
Hidtil er Callesen-motoren blev leveret som et samlet fremdrivningsanlæg komplet med motor, gear og propeller. Den pakke mener Søren Christiansen godt man kan skille ad, så elementerne kan sælges hver for sig.
Propellerne, for eksempel. Aabenraa Motorfabrik kan levere dem med en diameter på op til 3,40 meter og i solid heavyduty-udførelse. De kunne godt udvikles og forfines, så de kan anvendes i for eksempel store lystbåde, nævner Søren Christiansen.
Som en anden gammel, dansk motorfabrik jo allerede har haft stor succes med i adskillige år.
