Chokoladepigen fra Bogø
går nu på slankehøjskole

”Hvem gør du det her for?” Anne-Lise Andersen var 52 år, og spørgsmålet blev mere og mere påtrængende. På 20 år havde hun skabt en blomstrende virksomhed på en lille ø. Hun kunne få mundvandet til at drive på enhver, der bare hørte øens navn: Bogø. Anne-Lise Andersen var Chokoladepigen, skaber og ejer af Bogø Chokoladefabrik.

Sommeren 2001 rejste hun til Østrig og blev der en måned. Nu ville hun noget andet. Hun indskrev sig til et kurophold på Bad Zollberg i Tyskland og tog hjem for at hente, hvad hun skulle bruge af tøj og andre ting. Hun besøgte en veninde, og om aftenen så de på TV en af de første udsendelser i serien ”Livet er fedt” fra Ubberup Højskole.

”Det var en torsdag aften”, husker Anne-Lise Andersen. ”Om fredagen kørte min veninde og jeg til Ubberup og så højskolen. Min veninde tog hjem, men jeg blev der og begyndte som elev på Ubberup Højskole.”

Chokoladeproduktionen solgte hun til Toms. Chokolademuseet ved Farø-broen på Farø blev pakket sammen og opbevaret på Lalandia. Og hus og anden ejendom på Bogø solgte hun pr. telefon. Nu bor hun på seks kvadratmeter i et værelse i et hjørne af det gamle gymnastikhus på Ubberup Højskole.

”Det har været vildt afslappende ikke hele tiden at skulle have ansvaret, ikke hele tiden at skulle bestemme, hvad der skulle ske, ikke hele tiden at skulle tage stilling”, siger Anne-Lise Andersen. Men hun indrømmer, at hun nu er begyndt at savne det og den frihed det giver at være den, der bestemmer.

Husmor som 11-årig
Hun har været vant til at have ansvar siden hun var 11 år. Da blev hendes mor syg og måtte tilbringe resten af sit liv på hospitaler. Anne-Lises far drev et par konfektureforretninger i København med egen produktion af chokolade i baglokalerne, og moderen hjalp med i forretningen.

Også børnene var med, og når der var travlt, og det blev sent, blev de lagt til at sove på et par hylder i bagbutikken. ”Vi lå ved siden af et stik med en stabel plader med marcipangrise, min lillebror og jeg”, husker Anne-Lise. ”De var så dejlige med deres røde tryner og deres røde ører. Og så bed vi dem alle af.”

Det værste var ikke den endefuld hun fik. Det værste var at vente på den, mens hendes lillebror fik sin. ”Han var kun tre år og jeg var seks, så det var jo nok mig, der havde fundet på det”.

Da moderen blev syg, måtte Anne-Lise træde til og hjælpe i forretningen og med indkøb og madlavning derhjemme, selv om hun kun var 11 år. ”Jeg kunne jo se, at far havde travlt, og så var det naturligt at hjælpe. På den måde kunne vi jo også snakke sammen og være sammen som familie.”

Hjemmearbejde blev chokoladefabrikation
Chokoladeproduktionen blev en mulighed igen mange år senere, da Anne-Lise Andersen var gift, boede i landlig idyl på Bogø og arbejdede som lægesekretær på sygehuset i Hvidovre. I 1980 ventede hun sit første barn og indså, at hun ikke kunne fortsætte med at køre den lange vej til Herlev på arbejde hver dag. Hun måtte finde på noget, hun kunne lave derhjemme på Bogø. Det blev chokolade baseret på sin barndoms opskrifter.

Hun solgte det til Brugsen, så til købmanden, så til forretninger på Møn, så til slagteren på Bogø. I januar 1981 måtte hun ansætte en barnepige til sin nyfødte datter, i februar måtte barnepigen gå med i produktionen. Efter et par måneder måtte den nye barnepige også gå over i produktionen.

Med egne hænder byggede Anne-Lise og hendes mand, Frank, den første produktionsbygning, og hun begyndte at sælge Bogø Chokolade til Irma og efterhånden til hele landet. I påsken 1986 viste landets eneste TV-kanal i den bedste sendetid udsendelsen ”Chokoladepigen” om Anne-Lise Andersen og hendes chokoladefabrik på Bogø. Med et slag var Bogø-chokolade et begreb for hele nationen, og det varede to år inden produktionen på Bogø havde indhentet den eksplosion i efterspørgslen, som TV-udsendelsen skabte.

Sundhed og chokolade
På Ubberup Højskole, hvor overvægtige kommer for at lære at tabe sig og leve sundere, lever Anne-Lise Andersen i en verden, hvor chokolade er forbudt.

”Nej, ikke forbudt”, retter hun. ”Noget af det vigtigste, jeg har lært her på Ubberup, er, at der ikke er noget, der er forbudt. Man skal bare vide hvad det koster. Man skal vide, hvad det koster af kalorier at spise noget - et stykke chokolade. Når man ved det, kan man selv beslutte, om man vil betale den pris.”

Derfor mener hun ikke, at hun har lokket nogen til at spise sig fede og usunde med sin chokolade. Tværtimod satte hun en ære i, at deklarere sine produkter med energiindhold og fuld datomærkning, så kunderne selv kunne se, hvad det var, de købte.

”Vi ved alle, hvad slags benzin, der skal på en bil, og hvor langt den kører på literen. Men der er ingen, der ved, hvad de skal bruge af ernæring og hvad de egentlig putter i munden”, siger Anne-Lise Andersen. ”Det er noget af det, der undrer mig allermest.”

Selv de svageste er stærke
På Ubberup Højskole har hun opdaget, at fede mennesker bliver set ned på af deres omgivelser. Derfor tog hun sammen med nogle andre elever på højskolen initiativ til foreningen FatParade. Den skal støtte fede mennesker, der gerne vil tabe sig, men den skal også hjælpe folk til at være stolte af hvem de er - selv om de er fede.

”Når man som jeg har en stærk psyke, kommer man let til ikke at forstå folk, der har en svag psyke. Man kommer let til at ynke dem, men det er der ingen grund til. Det er en anden vigtig ting, jeg har lært her på Ubberup”, fortælle Anne-Lise Andersen. ”Jeg har set, at selv de svageste alligevel ser muligheder i sig, selv, og jeg har oplevet, at selv når alt lys ser ud til at være slukket, så kan det tændes hurtigt igen.”