Mediekontakt
Dagen efter Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København blev ryddet, fyldte det alle forsider. Men en stor morgenavis havde også en anden historie for forsiden. Den fortalte, at en netop offetliggjort opgørelse viste, at kommunerne faktisk var ganske gode til at hjælpe langvarige kontanthjælpsmodtagere i arbejde.
På side to præsenterede avisen en af dem, 30-årige Laila, der aldrig havde fået en uddannelse og aldrig havde haft et arbejde. Hun havde nu fået fast og fuldtidsarbejde med rengøring og havde efter tre måneder overtaget jobbet efter den leder, der havde ansat hende.
Den historie havde jeg fundet og formidlet til avisen. Jeg gjorde det for Kommunernes Landsforening, der havde bedt mig hjælpe med at formidle information om kommunernes indsats med at få kontanthjælpsmodtagere i arbejde i projektet Ny Chance til Alle. Jeg fandt nogle eksempler rundt om i landet. Et af dem var Laila.
Det eksempel og yderligere information om projektet og resultaterne formidlede jeg til avisen. Den fandt historien interessant og gik selv ud og researchede, interviewede og fotograferede og skrev historien. Og satte den på forsiden.
Sådan laver jeg mediekontakt. Jeg finder historierne og formidler dem. Medierne vurderer og vælger, hvad de vil bruge og laver selv historierne. I nogle tilfælde skriver jeg et oplæg, som medierne skriver om eller bringer i større eller mindre uddrag. Det er mest i ugeaviser, der gerne vil have læsestof, men som ikke har journalister til at skrive det hele.