Perwin vil være ingeniør

Perwin Hassan har netop fået arbejde hos Vallø Blomster. Hun kan godt lide at arbejde med planter og blomster, så hun gik på nettet og ledte efter gartnerier. Hun skrev en ansøgning til to af dem, og blev inviteret til samtale hos dem begge. Hun valgte Vallø Blomster, fordi det var det nærmeste ved Hårlev, hvor hun bor.

- Jeg vil gerne arbejde og tjene mine egne penge, siger hun. Man bliver mere frisk og selvstændig af at arbejde. Hvis ikke man arbejder, bliver man doven. Man bliver træt af ikke at arbejde. Alle mennesker kan lide at arbejde.

De seneste to somre har hun plukket jordbær hos en gartner i nærheden. Det job fik hun ved at reagere på en annonce i avisen. Da sæsonen var slut, gav gartneren hende en flot anbefaling. Hun er sikker på, at det var den, der gav hende jobbet hos Vallø Blomster.

Perwin har også selv skaffet sig en måneds praktik i Føtex. ”Hvad skal vi gøre uden dig?”, sagde de til hende i Føtex, da måneden var ved at være gået. ”Jamen, det behøver I heller ikke. Jeg har sendt en ansøgning”, svarede hun. Men hun fik aldrig noget svar på den. Det gjorde hun heller ikke på ansøgninger til McDonalds, Aldi, Fakta og flere andre.

I efteråret foreslog Job Øst hende en ny praktikperiode på tre måneder i Føtex. Det ville hun ikke. Hun ville tjene penge, og det gør hun ikke som praktikant. Hun modtager nemlig ikke kontakthjælp, fordi hendes mand tjener penge. Men det var tilbudet, fik hun at vide. Ville hun ikke i praktik i Føtex, måtte hun selv finde på noget. Det gjorde hun så.

Perwin Hassan er flygtning fra Irakisk Kurdistan. Hun kom til Danmark i foråret 2001 og blev et halvt år senere gift med sin fætter, der kom til Danmark med sine forældre og tre søskende otte år tidligere.

Familien taler dansk indbyrdes, så da Perwin i 2003 begyndte på sprogskolen, talte hun allerede godt dansk. Hun går stadig på sprogskolen, men nu om aftenen efter arbejdet på gartneriet. Hun regner med at være færdig med sprogskolen til sommer. Afhængig af resultatet vil hun så fortsætte med gymnasium, VUC eller handelsskole.

- Jeg håber på 11, siger hun.

Hendes mål er at blive bygningsingeniør eller arkitekt. ”En, der tegner huse og fortælle andre, hvordan de skal bygge det”.Børn får det vente med til hun er færdig med sin uddannelse. Og det er de enige om, siger hun uden tøven.

Jørgen T. Madsen, Søvejen 11, 4490 Jerslev Sj. - Tlf. 59 59 56 58 - fax 59 59 56 51 - m@dsen.info