Khaled vil arbejde med sine hænder
Khaled Sager vil ikke flere kurser. Han vil arbejde, helst med sine hænder. Ikke så gerne med maskiner.
- Jeg er 48 år. Jeg kan ikke gå i skole mere, siger Khaled på et dansk, der er langt fra fuldkomment. En ufuldkommenhed, han i ikke ringe grad kompenser med sin iver efter at blive forstået.
Khaled kom til Danmark i 1996 som flygtning fra Irak. Han bor alene, men har en kone og tre børn. De bor i Ringkøbing, hvor konens søster også bor. Hans kone forlod ham i 2002 og tog børnene med, og han har ikke set nogen af dem siden. Det piner ham. Han savner børnene, og det fylder meget i hans tilværelse.
- Når jeg arbejder, tænker jeg ikke på mine problemer, siger han.
Han fortæller, at han har smerter i ryggen, og han viser, at han har et korsetlignende bælte under skjorten til støtte for ryggen. Men selv om det gør ondt, vil han hellere arbejde, end sidde hjemme.
- Alle skal arbejde, siger han.
Khaled Sager arbejder på Pack Scandinavia med løntilskud. Her sorterer han flasker, og det er han glad for. Han håber, han kan blive der, når løntilskuddet ophører. Han har tidligere arbejdet på virksomheden Cencio med løntilskud, men det ophørte. Køge kommunes integrationsmedarbejder sagde stop - Khaled mener, det var noget med, at virksomheden ikke betalte sin del af lønnen til ham.
Hans erfaring fra arbejdsmarkedet er, at det er svært at få arbejde, når man er udlænding og ikke taler flydende dansk. Han fortæller også om danskere, der spørger, hvorfor han ikke rejser hjem til Irak og de andre muslimer. Men han har ingen familie i Irak mere. Og så er han heller ikke muslim, men dyrker en form for kristendom, der tager udgangspunkt i Johannes Døberen.
Khaled tror, at hans chancer for at beholde jobbet på Pack Scandinavia ville være bedre, hvis han havde kørekort til truck. Men det skal ikke være lige nu. Han erkender, at det kan blive svært, for han har heller ikke kørekort til bil.