Ahmad er automekaniker.

Ahmad har været automekaniker det meste af sit liv. Som stor dreng hjalp han sin far på hans autoværksted, og han fortsatte med at arbejde der, da han var færdig med skolen.

Nu er han i praktik på et autoværksted i Køge, men det er svært. Der er maskiner og værktøj, som han aldrig har set før. Og når kunderne kommer og forklarer om fejlene på deres biler, har han svært ved at forstå det og finde ud af, hvad der skal gøres ved dem. I Afghanistan var hans speciale at renovere cylindrene i motorblokken. I Danmark smider man bare motoren væk.

Men chefen er god til at sige, hvad han skal gøre, og vise ham hvordan. Og Ahmad synes selv, det går fremad.

Han vil gerne arbejde, han har aldrig kendt til andet: - I Afghanistan får man ingen penge, hvis ikke man arbejder. Det er kun i Danmark. Jeg vil arbejde og tjene penge til min familie.

Helst med biler. Kan det ikke blive som mekaniker, så måske som autolakerer. Og han er klar over, at det kræver uddannelse. Allerførst et kørekort.

Det var ikke nødvendigt for en mekaniker i Afghanistan. Da kunne man godt køre lidt rundt og afprøve bilerne uden den slags. Men det kan man ikke i Danmark. Ahmad har bare ikke råd til selv at betale for det, og kommunen har indtil videre sagt nej til at gøre det.

Ahmad Samadi kom til Danmark som flygtning i sommeren 2001. To år efter fik han opholdstilladelse, og i maj 2004 fik han sin kone og deres fem børn fra fem til 11 år hertil.

Under samtalen kommer Wic på besøg. Det er en af familiens danske venner, som Ahmad kom i kontakt med via flygtningehjælpen. Familiens ældste datter har problemer med synet, og Wic har undersøgt muligheden for at gøre noget ved det. Det er det, han kommer med en besked om.

Det var også Wic, der satte Ahmad i kontakt med det værksted, hvor han nu er i praktik. Da han selv henvendte sig, fik han dog nej. Men ved hjælp af sagsbehandleren i kommunen lykkedes det at få en praktikaftale i stand.

- Man behøver nogen, der kan vise en vejen, siger Ahmad. Danmark er så forskellig fra Afghanistan, at man har brug for nogen, der kender samfundet, til at vise en den vej, man skal gå til et arbejde eller en uddannelse.

Og det er bedre, hvis det er venner, end hvis det er sagsbehandlere fra kommunen, forklarer han. Kommunens sagsbehandlere har også andre hensyn - for eksempel til økonomien.